Det hele startede med at min far købte en guitar - ikke med det formål for øje, at jeg skulle lære at spille på den - men vistnok fordi, han fik den i bytte på en anden vare. Der gik dog ikke ret lang tid før jeg var igang.
Som før nævnt var jeg så heldig, at vi på Ravnkilde Centralskole - hvor jeg gik i skole - havde en lærer som hed Folmer Madsen. Han kunne spille guitar og meget andet - han var et utroligt kreativt og musikalsk menneske. Han lærte mig de første 3 akkorder. Jeg husker tydeligt, at vi skulle spille "Down by the Riverside" og "Muss i denn" - iøvrigt en sang som Elvis Presley havde på programmet. Jeg kan stadig spille de 2 melodier.
De 3 akkorder skulle bringes videre og i Nysum startede vi et lille 3 mands band. Jeg købte en elektrisk Teisco guitar med forstærker. Så alt var som det skulle være. Bandet bestod af Ole Munk Olsen - som iøvrigt senere spillede sammen med Leif Toldborg til suppe, steg og is arrangementer i flere år og Keld Sørensen på trommer. Så vidt jeg husker havde vi ingen bas med.Et nummer som jeg husker vi spillede perfekt var en instrumental-udgave af Beatles-melodien "Yesterday".
Min far var død og sammen med min mor flyttede jeg så til Hobro - på Hodalsvej. Her lærte jeg så Bjarne Christensen fra Hvalpsund at kende og han stod - sammen med Peder Andersen - og manglede en guitarist. Vi dannede så orkestret - The Coons. Senere kom Axel Møller Olsen (er desværre ikke iblandt os længere) med på rytmeguitar og jeg begyndte at spille bas. Peder Andersen havde tidligere spillet med The Rascals, som faktisk var husorkester på Astrup Kro - så han var en erfaren herre, som lærte mig meget. Vi spillede rundt omkring i de lokale forsamlingshuse, på Hobro Teater og Hobro Hallen. Vi var endda så langt væk som i Kolding. Nogen gange havde vi forstærkning af Brian Toft fra de nordjyske mestre - The Powers. Han var en barsk herre når der skulle øves - det skulle bare være i orden.Orkesteret gik i opløsning efter et par år - det skyldes nok at Bjarne og Peder fik andre interesser - kvinder.